Et bjerg af aktiviteter

Skiløb er naturligvis den vigtigste aktivitet, men der er meget andet at tage sig til, når man er på ferie i bjergene. De franske skisportssteder byder på et hav af komplementære eller alternative aktiviteter, som både er sportslige men også kulturelle. Et overblik over aktiviteterne

Ski, ja, men når jeg vil!
De franske skisportssteder har indført et fleksibelt system, som giver mulighed for at stå på ski, når du har lyst til det, takket være 2 til 5 timers liftkort, hvor du kun betaler for den tid du står. Desuden er skisportsmulighederne under konstant udvikling for at leve op til alles forventninger. De klassiske alpine pister er mere og mere velpræparerede, nye sneparker og boardercross-baner dukker op til stor glæde for freestylere, men der bydes også på sikre freeride-områder for dem, som elsker fornemmelsen af nyfalden pulversne under skiene uden at tage unødvendige risici. Aftenski i projektørlysets, månens og/eller pandelampens skær, nogle gange med et måltid mad på en restaurant på pisterne som bonus, garanterer en unik oplevelse.

Adrenalin og fornemmelsen af at være et med naturen
En ferie i de franske bjerge er muligheden for at afprøve de nye former for vintersport, som især de unge elsker. Speed riding er en af de aktiviteter, der er meget oppe i tiden. Denne aktivitet går ud på, at skiløberen har en mini-faldskærm på ryggen og skifter mellem at stå på ski på den dybe pulversne og svæve hen over små forhindringer, som dukker op undervejs. Snowkite eller skikite (alt efter om du bruger ski eller snowboard) går ud på at stå på ski på uberørt sne, trukket af en drageflyver. Adrenalinsøgende skiløbere kan opleve suset i maven, når de prøver trikke ski og snowscoot, en slags "løbehjul på sne", som er monteret på mini-ski eller mini-snowboards. Kælkning og de mange varianter – blandt andet snake-gliss, hvor der kælkes i en lang "slange" ned ad bjerget, eller yooner, som er en moderne udgave af paret, dvs. en kælk som er monteret på én ski, som styres ved hjælp af et håndtag – vil med garanti give nye sensationer og en god portion latter. Hvis du er mere til rolige aktiviteter, så byder de franske skisportssteder også på en lang række aktiviteter, der giver dig mulighed for at være ét med naturen: langrend, vandreture med snesko eller slædehundekørsel, ski-joëring (hvor man står oprejst på sine ski og bliver trukket af en hest eller sågar en okse), dykning under is… For at være i komplet harmoni med naturen tilbyder visse skisportssteder endda overnatning i en iglo!

Kultur- og naturarv
Bjergferie i Frankrig er ikke forbeholdt sportsentusiaster. Det kan også være en mulighed for at opdage stedernes kultur- og naturarv. Mange af stederne tilbyder guidede ture til blandt andet kirker eller gamle gårde. Gårde, hvor børnene kan se æsler, geder og køer, hvor man kan få lejlighed til at se, hvordan man fremstiller traditionelle oste (Tommes, Reblochon, Cantal, Beaufort, Comté, Abondance…). Musikelskere er heller ikke glemt. Der er masser af muligheder for at gå til jazzkoncerter, orgelkoncerter, reggaekoncerter mm. og opleve internationalt kendte dj's. Kalenderen er spækket med underholdning hele vinteren. Den kan ses her på webstedet på fransk, engelsk og hollandsk.

 

Tekst
Billeder